Nyhedsbrev fra Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium
Se nyhedsbrevet i browser

NYHEDSBREV - JANUAR 2026

Godt nytår! Efter et spændende, lærerigt og travlt 2025 er vi nu for alvor trådt ind i 2026 - et år, der allerede tegner til at blive fyldt med gode samarbejder, spændende projekter og vigtige diskussioner af, hvordan vi styrker forebyggelsesindsatsen i Danmark.
 
I dette nyhedsbrev kan du læse om en webinarrække under temaet 'Investering i forebyggelse på tværs', som vi inviterer til. De to førstkommende webinarer løber af stablen allerede den 21. januar kl. 8.30-9.30 og den 2. februar kl. 14-15. Du kan læse om og tilmelde dig de to webinarer nedenfor.
 
 

Formaliseret samarbejde mellem kommune og region styrker unges seksuelle sundhed

Tre kommunale projekter i Hvidovre, på Bornholm samt et tværkommunalt samarbejde mellem Varde og Esbjerg har siden midten af 2023 afprøvet etablering af ungdomsenheder, hvor børn og unge uden henvisning kan få rådgivning om seksuel og mental sundhed, gratis prævention samt test for sexsygdomme og graviditet. Over 1.500 unge i alderen 12–25 år har benyttet tilbuddene, som er udviklet på de unges præmisser og integreret i lokale ungdomsindsatser gennem samarbejde mellem kommune og region.
 
I Varde og Esbjerg har det formaliserede samarbejde mellem kommune og region om klinikken Ungeliv haft særligt fokus på at skabe en økonomisk bæredygtig model for fælles drift. Projektet har tydeliggjort udfordringer med at fordele udgifter og gevinster retfærdigt, da effekterne af forebyggelse ofte tilfalder en anden part end den, der afholder udgiften. Der har derfor været behov for klare rammer for håndtering af driftsomkostninger, sygdom og fravær på tværs af organisationer. En samarbejdsaftale med fast rollefordeling, ressourceanvendelse og koordination er udarbejdet for at sikre stabil drift og bedre udnyttelse af de samlede offentlige midler.
 
Erfaringerne fra Varde og Esbjerg præsenteres på webinaret den 21. januar kl. 8.30–9.30. Her fortæller Kia Elten, specialkonsulent ved Syddansk Universitetshospital, hvordan et formaliseret samarbejde mellem kommune og region kan styrke unges seksuelle sundhed og samtidig skabe økonomisk bæredygtig drift.
Tilmeld dig her
 
 

Forebyggelse af overvægt: Når partnerskab og puljemidler skaber effekt

Aalborg Universitetshospital har gennemført en tværsektoriel indsats for behandling af svært overvægtige børn og unge (0–18 år) med BMI over 99-percentilen. Formålet var at udbrede et evidensbaseret hospitalsprogram til kommunerne for at sikre tidlig indsats og øge deltagelsen. Projektet blev finansieret med ca. 4 mio. kr. i Satspuljemidler (2014–2018), men efter puljens ophør afhænger indsatsen af årlige budgetforhandlinger, hvilket har skabt usikkerhed om den langsigtede finansiering.
 
Indsatsen krævede et tæt samarbejde mellem hospital, kommuner og almen praksis, koordineret af en projektleder og understøttet af undervisning og supervision fra hospitalets fagpersoner. Et centralt resultat var udviklingen af et forløbsprogram, der tydeliggør roller og ansvar på tværs af sektorer.
 
Behandlingen videreføres i dag via VIBUO i et tværfagligt setup og i samarbejde med nordjyske kommuner. Samtidig illustrerer indsatsen en grundlæggende udfordring i forebyggelse: gevinsterne ligger langsigtet og ofte i andre sektorer end dem, der afholder udgifterne, hvilket stiller krav til styring og prioritering for at fastholde investeringerne.
 
Hør meget mere på webinaret den 2. februar kl. 14-15, hvor Lise Nørregaard, leder af Forebyggelsesambulatoriet, og Charlotte Eggertsen, ph.d. og speciallæge i pædiatri, fortæller om udfordringer og gevinster ved indsatsen.
Tilmeld dig her
 
 Foto: Nationalt Center for Overvægt. Fotograf: Birthe Vembye
 

Kontakt os

Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium er altid interesseret i at høre om nye forebyggelsesindsatser og projekter, og vi bidrager gerne med rådgivning og sparring både i forbindelse med etablering af partnerskaber, fundraising, formidling samt med specialistviden i forhold til forebyggelsesindsatser og forskningsmetoder.   
 
Kontakt Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium på e-mail: forebyggelseslab@regionh.dk
  Link til LinkedIn-side