Nyhedsbrev fra Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium
Se nyhedsbrevet i browser

NYHEDSBREV - FEBRUAR 2026

Året er skudt i gang med strategidag og fælles refleksion over, hvor Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium skal sætte ind i de kommende år. Her har vi arbejdet videre med vores tre signaturprogrammer - datadrevet forebyggelse, tværsektorielle samarbejdsgange og økonomiske styringsprincipper - som sætter retning for vores arbejde og danner rammen om nye projekter og aktiviteter.
 
Signaturprogrammerne skal understøtte mere sammenhængende, vidensbaserede og bæredygtige forebyggelsesindsatser på tværs af regioner, kommuner og øvrige aktører.
 
I dette nyhedsbrev kan du bl.a. læse om:
  • et kommende webinar i marts om social effektinvestering og træning før operation
  • lanceringen af regionernes sundhedsprofiler
  • en ny videnskabelig artikel fra projektet Mit Liv – Jeg Bestemmer.

KOMMENDE ARRANGEMENTER

 

Webinar: Social effektivisering som løftestang for træning før operation

19. marts 2026 kl. 14.00–15.00 via Teams.
 
Hvordan kan vi skabe økonomiske rammer, der gør det muligt at investere i forebyggelse - også når udgifter og gevinster ikke lander samme sted i sundhedsvæsenet?
 
På dette webinar præsenterer Anne Dalhoff og Karen Hjerrild Andreasson fra Region Sjælland et konkret samarbejde mellem Næstved Kommune, PROgrez, Den Sociale Investeringsfond og Region Sjælland, hvor social effektinvestering anvendes til at give borgere gratis adgang til et 8-ugers GLA:D-forløb før operation.
 
Webinaret giver indblik i:
  • hvordan træning før operation kan reducere symptomer og udskyde behovet for kirurgi
  • hvilke økonomiske udfordringer der opstår, når gevinsterne realiseres på tværs af sektorer
  • hvordan nye finansieringsmodeller kan understøtte flere forebyggende indsatser i praksis.
Webinaret er relevant for dig, der arbejder med forebyggelse, økonomi og samarbejde på tværs af kommune og region.
Tilmeld dig her
 

Lancering af Sundhedsprofilerne 2026

I begyndelsen af marts 2026 offentliggøres de nye regionale sundhedsprofiler. Sundhedsprofilerne giver et opdateret og fælles billede af befolkningens sundhed, trivsel og risikofaktorer og udgør et centralt vidensgrundlag for arbejdet med forebyggelse i både regioner og kommuner.
 
I en tid med sundhedsreform og øget fokus på sammenhængende indsatser på tværs af sektorer er fælles, valide data afgørende. Sundhedsprofilerne understøtter prioritering og planlægning af forebyggelsesindsatser og giver et fælles afsæt for dialog om, hvor der er størst behov - og hvordan indsatser kan målrettes og koordineres bedre.
 
Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed offentliggør de nationale resultater 5. marts 2026 kl. 6, hvorefter regionerne offentliggør deres resultater kl. 7. I forlængelse heraf afholdes en række regionale konferencer, hvor resultaterne præsenteres og perspektiveres: 
 (Der afholdes ikke regional konference i Region Sjælland).
 
Konferencerne henvender sig til beslutningstagere, planlæggere og sundhedsprofessionelle i både regioner og kommuner og sætter fokus på, hvordan sundhedsprofilernes data kan anvendes i praksis - lokalt, regionalt og tværsektorielt.
 
Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium ser frem til, at sundhedsprofilerne bliver et fælles referencepunkt for videre dialog, samarbejde og udvikling af forebyggelse på tværs af sektorer.
 

NY VIDEN

 

Ny videnskabelig artikel: Mit liv - Jeg bestemmer

Der er netop udgivet en ny videnskabelig artikel om udvikling og pilotafprøvning af Mit Liv – Jeg Bestemmer, en sundhedsfremmende skoleindsats for unge i 10. klasse. Artiklen bidrager med ny viden om, hvordan sundhedsfremmende indsatser kan udvikles, så de både er fagligt solide og kan fungere i en travl skolehverdag.
 
Indsatsen er udviklet i tæt samarbejde mellem forskning, kommune og skole. Gennem co-design og realistisk evaluering er forløbet løbende blevet tilpasset skolernes hverdag og har udviklet sig fra et enkelt undervisningsforløb til en mere helhedsorienteret skoleindsats med fokus på rammer, relationer og deltagelse. 
 
Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium er partner i projektet og bidrager med viden om systemorienteret forebyggelse og praksisnær udvikling. Aktuelt afprøves indsatsen på otte skoler på Vestegnen, Sydamager og i Ballerup. Erfaringerne forventes at kunne anvendes både i videre forskning og i kommuner og skoler, der arbejder med trivsel, sundhed og fællesskab i overgangen efter 9. klasse.
 
👉 Læs den videnskabelige artikel her.
👉 Læs om projektet Mit liv – Jeg bestemmer her.
 

Kontakt os

Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium er altid interesseret i at høre om nye forebyggelsesindsatser og projekter, og vi bidrager gerne med rådgivning og sparring både i forbindelse med etablering af partnerskaber, fundraising, formidling samt med specialistviden i forhold til forebyggelsesindsatser og forskningsmetoder.   
 
Kontakt Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium på e-mail: forebyggelseslab@regionh.dk
  Link til LinkedIn-side