Nyhedsbrev fra Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium
Se nyhedsbrevet i browser

NYHEDSBREV - MARTS 2025

Trivselskommissionens rapport

 
Trivselskommissionens rapport blev i slut februar modtaget med både lettelse og kritik. Lettelse fordi trivselskommissionen foreslår, at vi ikke befinder os i en trivselskrise, og kritik bl.a. fordi rapporten af flere blev set som et oplæg til diskussion mere end et konkret værktøj, der kan bruges på kommunalt, regionalt og nationalt plan.

Bagtæppet for rapporten er alvorligt, idet der over en længere årrække har været en stigende mistrivsel blandt børn og unge samt en stigning i andelen af børn og unge, der har en registreret psykiatrisk diagnose. Samtidig konstaterer kommissionen indsigtsfuldt, at en række samfundstendenser har betydning for de trivselsudfordringer, vi ser blandt børn og unge (se figur).

Trivselskommissionens store arbejde er prisværdigt. De lykkedes med at anlægge et helhedsorienteret perspektiv og fremhæver, at tiden ikke er til “quick fixes”, men derimod til et langvarigt og systematisk arbejde, hvor der er behov for en kombination af regulering og politisk rammesætning, styrkede fællesskaber, en revitalisering af pædagogikken, kulturforandringer og karakterdannelse. Med 35 anbefalinger fordelt på 8 temaer viser kommissionen os, hvad de ser som centralt at tage fat på, og her er spændvidden stor. Fra “Et nyt sprog for trivsel” til “Forældreskab anno 2025”.

I Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium ser vi frem til, at rapportens mange opfordringer og oplæg til national diskussion kan blive omsat til handleplaner og værktøjer, der kan bruges af kommuner og regioner. Vi vil gerne være med til at dreje diskussionen ind på, hvordan strukturel sundhedsfremme og forebyggelse kan bruges til at forbedre trivslen blandt børn og unge.
 
 

NYT FRA SEKRETARIATET

 

Hvordan kan boligpolitik styrke det borgernære sundhedsvæsen?

Den 10. marts deltog Lærke og Christina fra Det Sektorfri Forebyggelseslaboratoriums sekretariat i konferencen Fælles om lokal sundhed, arrangeret af KL og BL. Dagen bød på inspirerende oplæg om, hvordan den almene boligsektor kan fremme sundhed og mindske ulighed. Følgende pointer blev bl.a. fremhævet: 
  • 1 million danskere bor i almene boliger – en unik mulighed for at bringe sundhed tættere på borgerne
  • Sundhedsminister Sofie Løhde understregede behovet for at reducere social ulighed i sundhed
  • Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen fremhævede potentialet i at koble bolig- og sundhedspolitik
Vores takeaways: 
  • Forebyggelse skal tænkes ind tidligt – med fællesskaber som drivkraft
  • Vi skal bygge videre på eksisterende løsninger i boligområderne
  • Stærke partnerskaber og fælles ledelse skaber reel værdi
  • Indsatser skal forankres lokalt via innovationsøkosystemer
Som Michael Meldgaard fra ALBO Boligselskab sagde: ”Det skal tænkes så godt sammen, at det er ligegyldigt, hvem der får æren for, at det lykkes.”
 
Tak til KL og BL for at samle os om denne vigtige dagsorden – vi ser frem til at fortsætte arbejdet!
 

PROFIL: Stine Bjerregaard, Region Syddanmark

 
I Det Sektorfri Forebyggelseslaboratoriums sekretariat har vi regionale repræsentanter fra alle fem regioner. Repræsentanterne mødes med sekretariatet hver anden måned og understøtter videndeling på tværs af regionerne med fokus på forebyggelsesindsatser.

Stine Bjerregaard er regional repræsentant for Region Syddanmark. Hun er konsulent i afdeling for Tværsektorielt Samarbejde, der arbejder med sundhed mellem sygehuse, kommuner og almen praksis i Region Syddanmark.

"Som regional repræsentant i Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium får jeg en unik mulighed for at bringe regionale projekter og udfordringer ind i den fælles tværregionale dagsorden. Samtidig får jeg ny viden og inspiration til mit eget arbejde med forebyggelse. Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium spiller en vigtig rolle i at styrke forebyggelsesindsatser på tværs af sektorer og lokalt, og jeg ønsker at bidrage til at videreformidle de mange muligheder for samarbejde."
 
Stine varetager en bred koordinering af opgaver indenfor forebyggelsesområdet, bl.a. koordinering af henvisningsarbejdet på sygehusene samt de tværsektorielle forløbsprogrammer. Derudover indgår Stine som en del af sekretariatet i Sundhedsklynge Fyn, og har deltaget i arbejdet med at skrive den indledende projektbeskrivelse om et fynsk forebyggelsesprojekt om nikotin og alkohol, som behandles politisk den 4. april.
 

INDSATSER

Succesfulde indsatser i Vores Sunde Hverdag

Vores Sunde Hverdag er et kommunalt sundhedsfremmeprojekt med det formål at udvikle og afprøve en bæredygtig model for arbejdet med sundhedsfremme og forebyggelse i danske kommuner. Læs mere om projektet på hjemmesiden

Efter vellykkede idéworkshops i de to projektkommuner Høje-Taastrup og Frederikshavn er der de seneste knapt to år blevet udviklet og afprøvet forebyggelsesindsatser i samarbejde med civilsamfund og kommuner. Indsatserne omfatter bl.a. et brobygningsforløb mellem 2. klasseelever og foreningslivet, hvor eleverne introduceres til forskellige aktiviteter som lystfiskeri, ishockey, kampsport og billedkunstaktiviteter.

Derudover har der været afholdt fire pop-up arrangementer for børn og unge fra 5. klasse til 18 år, hvor deltagerne kunne prøve kræfter med forskellige fritidsaktiviteter som sport, musik, sprog og kreative værksteder. Det seneste arrangement fandt sted i Østervrå Idræts- og Kulturcenter i januar, hvor ca. 100 unge deltog. Læs om arrangementet her

Fælles for de udviklede indsatser i de to projektkommuner er, at de har mental sundhed og trivsel som overordnet tema og målgruppen er børn og unge.
 
I øjeblikket udvikles en forankringsmodel, så de vellykkede indsatser kan leve videre i kommunerne og bidrage til den mentale sundhed hos børn og unge. Næste skridt i projektet bliver at evaluere indsatserne og projektet som helhed.
 
Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium er en del af forskningsgruppen bag Vores Sunde Hverdag og bidrager bl.a. med sparring om tværfaglige og tværsektorielle partnerskaber og samskabelse.
 
Projektet er støttet af TrygFonden, Helsefonden, Region Nordjylland, Region Hovedstaden og Danske Regioner.

Sundhedskonsulent klar til at undervise 10. klasseelever

Sundhedskonsulenter fra Vestegnen og Sydamager er klar til at styrke sundhed og trivsel blandt elever i 10. klasse. I januar gennemgik sundhedskonsulenterne to uddannelsesdage med stor begejstring. Der er stor nysgerrighed og forståelse for tilgangene i undervisningsmetoderne: aktionslæring, life-skills, udeskole og den sundhedsfremmende skole.

Efter sommerferien starter et undervisningsforløb i 15 moduler, hvor sundhedskonsulenter vil undervise fjorten 10. klasser fordelt på fire skoler. I modulerne giver sundhedskonsulenter eleverne redskaber til at styrke klassefællesskabet, træffe sunde valg og skabe rammer, der fremmer trivsel. Frem mod sommerferien vil sundhedskonsulenterne i samarbejde med lærerne forberede undervisningen og planlægge sundhedsfremmende aktiviteter på skolerne.

Mit Liv – jeg bestemmer er et program i tråd med Trivselskommissionens anbefalinger (februar 2025), der understreger vigtigheden af at fremme børn og unges trivsel gennem fællesskabsaktiviteter – gerne udendørs. Programmet har været afprøvet med lovende resultater i Vallensbæk over de sidste seks år og skal nu testes i perioden 2025-2027. Målet er at udvikle et evidensbaseret undervisningsforløb, der kan implementeres i flere kommuner og 10. klasser.

Bag initiativet står Vallensbæk Kommune i samarbejde med kommunerne fra Vestegnen og Sydamager samt forskningspartnerne Steno Diabetes Center Copenhagen og Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium. HELLO KITCHEN - Foreningen for madglæde & fællesskaber har bidraget til udviklingen af undervisningsmaterialet og uddannelsen af sundhedskonsulenterne.
 
Programmet er støttet af TrygFonden og Danske Regioner gennem den fællesregionale pulje til forskning i forebyggelse.

Læs mere om Mit Liv – jeg bestemmer her
 

Erfaringsudveksling og videndeling

Den 19. marts genstartede vi et nationalt netværk mellem regionerne. Fokus er nu udvidet fra VBA-metoden til generel opsporing, rådgivning og henvisning i patientrettet forebyggelse.

Dagen bød på inspirerende oplæg, statusrunde fra regionerne og debat om netværkets grundlag.

Danske Regioner præsenterede reformarbejdet, kronikerpakkerne og deres nye position: Et liv uden nikotinafhængighed. I alle tre punkter var der fokus på ansvar, balance i tilbud og samarbejde mellem region og kommune.

Christina fra det Sektorfri Forebyggelseslaboratoriums sekretariat fremlagde en undersøgelse af henvisningspraksis i kommunerne. Konklusionen på undersøgelsen var, at §119 tolkes forskelligt, og henvisninger til patientrettet forebyggelse sker usystematisk. Region Sjælland delte deres erfaringer med at sikre systematisk henvisning til rygestop gennem ledelsesopbakning og struktureret implementering.

Statusrunden gav værdifuld erfaringsudveksling. Generelt var der en opfattelse af at henvisning til rygestop fungerer godt, mens alkoholområdet halter bagefter. Regionerne arbejder på scenarier for opgaveflytning i den patientrettede forebyggelse, hvor punktet om akutpladser fylder mest.
Afsluttende blev netværkets formål debatteret. En vigtig pointe var, at erfaringsudveksling skal føre til handling for at styrke den patientrettede forebyggelse nationalt.
 
 
Læs mere om projekterne i Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium
 

Kontakt os

Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium er altid interesseret i at høre om nye forebyggelsesindsatser og projekter, og vi bidrager gerne med rådgivning og sparring både i forbindelse med etablering af partnerskaber, fundraising, formidling samt med specialistviden i forhold til forebyggelsesindsatser og forskningsmetoder. 
 
Kontakt Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium på e-mail: forebyggelseslab@regionh.dk 
  Link til LinkedIn-side