Nyhedsbrev fra Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium
Se nyhedsbrevet i browser

NYHEDSBREV - DECEMBER 2025

Julemåneden er godt i gang, og vi har travlt i Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium med at gøre status på året der gik og lægge planer for næste år. For lidt over en måned siden holdt vi Inspirations- og Netværksmøde, hvor mere end 80 deltagere fra hele landet var med til en dag fyldt med viden, inspiration og dialog. Vi er utrolig taknemmelige for den store opbakning. Som opfølgning på Inspirations- og Netværksmødet har vi planlagt en webinarrække under temaet “Investering i forebyggelse på tværs”, som du kan læse om i dette nyhedsbrev. Derudover kan du bl.a. læse om et nyt, spændende projekt i samarbejde med Region Hovedstaden, der handler om unge og euforiserende stoffer.  
 

KOMMENDE ARRANGEMENTER

 

Ny webinarrække: Investering i forebyggelse på tværs

Hvordan skaber vi bedre betingelser for forebyggelsesindsatsen? Det spørgsmål var i fokus, da Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium samlede mere end 80 deltagere til Inspirations- og Netværksmødet den 30. oktober. Dagen bød bl.a. på spændende cases fra alle regioner med konkrete projekter - men tiden var ikke til at gå i dybden.

Derfor inviterer vi nu til en opfølgende webinarrække, hvor vi går i dybden med casene og giver plads til spørgsmål og diskussion.
 
Første webinar løber af stablen den 4. december kl. 8.30 - 9.30 under titlen: Motion i arbejdstiden: Sundhedsmæssige fordele, men gevinsten falder skævt.

Du kan tilmelde dig webinaret her.

Læs mere om de enkelte webinarer og tilmelding på vores hjemmeside.
 
 

NYT FRA PROJEKTER

 

Hvordan kan gymnasier blive bedre rustet til at håndtere unges brug af euforiserende stoffer?

Region Hovedstaden har taget initiativ til en ny indsats, hvor repræsentanter fra STX-gymnasier samles i et fagligt netværk for at styrke forebyggelsen og den tidlige opsporing af rusmiddelbrug blandt unge. Fokus er på kapacitetsopbygning af nøglepersoner på gymnasierne, vidensdeling mellem gymnasierne og at skabe bedre samarbejde med kommunale tilbud.
 
Første netværksmøde blev afholdt den 30. september 2025. Her blev der givet et nuanceret billede af unge, der henvender sig på regionens akutmodtagelser, om hospitalets dialog med de unge og vejen til hjælp i kommunalt regi. Desuden blev der talt om rusmiddelpolitik og handleplaner på gymnasierne.
 
Netværksmøderne løber over to år og skal sikre, at gymnasierne får adgang til den nyeste viden på området, bliver handlingsparate og inspirerer hinanden på tværs.
 
Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium bidrager med evaluering af indsatsen med fokus på, hvordan netværksmodellen virker, og hvordan viden omsættes til praksis lokalt. Region Hovedstaden er allerede i gang med at opskalere modellen til også at omfatte Region Sjælland samt udvide målgruppen til andre ungdomsuddannelser og erhvervsuddannelser.
 
 

NY VIDEN

 

Signaturprogrammerne - motoren i Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium

 I Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium ønsker vi at skabe stærkere, mere virkningsfulde rammer for arbejdet med forebyggelse. Signaturprogrammerne er en central drivkraft i dette arbejde - vores fælles kompas, der skal sikre retning, sammenhæng og strategisk tyngde.

Signaturprogrammerne er længerevarende og strategiske indsatser, der adresserer de grundlæggende udfordringer i den populationsbaserede forebyggelse. De fungerer som ramme for en portefølje af prøvehandlinger/projekter. Formålet er at udvikle virkemidler til en mere effektiv forebyggelse. Programmerne er skabt i tæt dialog med regionerne og fungerer som et redskab til at sætte forebyggelse tydeligere på den nationale dagsorden.

Vi arbejder aktuelt med tre centrale signaturprogrammer, der både løber parallelt og styrker hinanden:
  1. Strukturer for samarbejde
    - hvordan vi skaber stærkere, mere sammenhængende samarbejdsflader på tværs af sektorer.
  2. Datadrevet forebyggelse
    - hvordan data kan anvendes mere målrettet og intelligent i forebyggelsesindsatsen.
  3. Økonomiske styringsprincipper
    - hvordan økonomiske incitamenter og styringsmodeller kan understøtte en mere effektiv og bæredygtig forebyggelse
Håbet er, at vi med de tre signaturprogrammer kan danne fundamentet for en mere koordineret, vidensbaseret og virkningsfuld forebyggelsesindsats - på tværs af regioner, sektorer og fagligheder.
 

Kontakt os

Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium er altid interesseret i at høre om nye forebyggelsesindsatser og projekter, og vi bidrager gerne med rådgivning og sparring både i forbindelse med etablering af partnerskaber, fundraising, formidling samt med specialistviden i forhold til forebyggelsesindsatser og forskningsmetoder.   
 
Kontakt Det Sektorfri Forebyggelseslaboratorium på e-mail: forebyggelseslab@regionh.dk
  Link til LinkedIn-side